mandag den 31. december 2007

GODT NYTÅR :-)

Så er årets sidste dag kommet. Hvor er 2007 bare gået hurtigt!

Vi skal fejre nytårsaften med gode venner. Jeg har (med kraftig inspiration fra My Scrap Corner 3) lavet en lille nytårshilsen til dem. Nemlig en pose med lidt blandede nytårsting - og på toppen et personligt skilt (på bagsiden er der en hilsen til dem):
Jeg lavede tilsvarende poser til dem vi besøgte i julen. Her var indholdet snebolde (I ved - dem med marcipan), og igen var der en personlig hilsen på skiltet øverst. Her er billeder af posen jeg lavede til min søster og svoger:




GODT NYTÅR !!!

lørdag den 29. december 2007

Glædelig jul - og glade mig :-)

Så er julen også vel overstået her hos os. Vi har haft nogle gode dage hos familien - og den sygdom vi blev ramt af på skift, ramte os heldigvis hhv. før og efter juledagene!

Jeg fik nogle fantastiske gaver juleaften...

En veninde gav mig denne skønne taske (nogle vil vide, at jeg har snakket om den taske rigtig længe...). Den passer perfekt til min tote!:














Min vidunderlige mand gav mig dette kamera - som jeg lige har hentet i dag. Uhhhh det er så lækkert, at jeg næsten ikke tør gå igang med at bruge det!












Mine børn gav mig den ultimative gave. Ihvertfald hvis man er mor til 4 børn - og gerne vil tage billeder af de 4 børn - sammen. Og de 4 børn ikke altid vil samarbejde...













Hvor heldig kan man være?!

torsdag den 6. december 2007

Alvorlige ORD...

Her kommer ét af de mere alvorlige indlæg. Det handler om modermærkekræft Malignt Melanom. Og hvad man kan gøre for at undgå det...

For et par måneder siden kom jeg tilfældigt (tror det var via Ali Edwars blog) forbi en amerikansk blog om en ung familie, hvor moderen var ramt af modermærke-kræft. Hun hed Julie, og udover at jeg kunne relatere mig til hende fordi hun var mor, så var hun også født samme år som mig.

Hele historien og forløbet gjorde et stort indtryk på mig, og jeg har siden fulgt familien via deres blog.

Bloggen førte mig også til en anden amerikansk blog om endnu en ung familie, hvor det var faderen i familien, der var ramt.

Begge disse unge forældre (hhv. mor til 3 små børn og far til 1 lille barn) er døde nu...

Selvom jeg aldrig har mødt de 2 familier og kun kender dem via deres blogge, så har deres historier gjort et kæmpe stort indtryk på mig.

Det er bare så uretfærdigt, at små børn skal miste deres forældre til kræft - og så til en kræftform, som faktisk kan ses og opdages i tide, hvis man er opmærksom.

Derfor opfordrer jeg hermed alle som læser med her til STRAKS AT TJEKKE SINE MODERMÆRKER...

Og hvad skal man så kigge efter? Ja jeg har selv været ved en hudlæge i dag (bestilte tid for mere end 2 måneder siden - regn med lang ventetid) og jeg spurgte lægen hvad man skal være opmærksom på. Han fortalte, at man skal kigge efter følgende 3 ting:

* Hvis formen er asymmetrisk
* Hvis farven skifter - altså hvis der er flere nuancer i samme modermærke
* Ændringer - hvis modermærket ændrer sig

Disse tre ting er ikke ensbetydende med at det er kræft. Men de kan være en god rettesnor for hvornår man skal henvende sig til lægen.

Og som altid vil jeg sige: Hvis du er det mindste i tvivl, så gå til din læge og få hans/hendes vurdering. Samt evt. en henvisning til en hudlæge.

Og nej, modermærkekræft er ikke bare en ting der kan skæres af huden (det troede jeg nok lidt). Dvs. det kan det hvis man reagerer i tide. Men hvis det får lov til at udvikle sig, så kan det blive frygteligt. Du kan læse her hvordan Julies kræft startede (skrevet af hende selv i december sidste år).

Så husk det nu - få tjekket de modermærker :-)

PS: Mine modermærker var ok og blev "godkendt" i dag ...