søndag den 31. januar 2010

Ugens historie - uge 4

Jeg var desværre ikke til scrap i tirsdags, så jeg fik ikke lavet et papir layout i denne uge. Og da jeg her i weekenden så ville scrappe, ja så var min printer løbet tør for farve - dvs. jeg kunne ikke printe billeder.

Jeg besluttede derfor at lave et digi layout (beklager, Karin!) - men det ender med at blive hybrid scrap, for jeg printer det og sætter det derefter sammen med noget papir. Jeg har nemlig fundet en god pris for print i str. 20x30 - og så sætter jeg efterfølgende en grå strimmel i hver side af layoutet (så det bliver 30 x 30).

Jeg har brugt en template fra Ali Edwards. Det er ikke sidste gang jeg gør det - jeg er vild med det hun laver! Og jeg er faktisk blevet ok glad for dette layout og glæder mig til at se hvordan det bliver som print:

Jeg har de sidste år interviewet børnene nytårsaften..
Børnene synes ikke altid det er sjovt mens jeg interviewer dem,
men de vil gerne se tilbage på deres svar!
I år har jeg lavet 4 næsten ens layouts for børnene, 
dvs. de 3 øvrige layouts ser meget ud som ovenstående,
der er kun billeder og tekst til forskel

lørdag den 30. januar 2010

Projekt 365 - uge 1 og 2

Her kommer uge 1 og 2 i mit projekt 365. Indtil videre er det lykkes mig at tage billeder hver dag :-)

Jeg er ikke super tilfreds med disse layouts, men er jo heller ikke ligefrem super god og erfaren til dette digi halløj! Jeg satser på at blive bedre i løbet af året - så det bliver en bonus i vores årsbog: at se min udvikling som digi scrapper!

Disse to layuts er lavet efter samme skitse men spejlvendt på den ene side. Det er (ihvertfald indtil videre!) min plan at de to sider overfor hinanden i den kommende bog skal være lavet ud fra samme layout eller med samme papir. Måske ændrer jeg mening undervejs!


4. januar: Max har en betændt finger og har været ved lægen og få betændelsen skåret væk. Sej forbinding!
5. januar: Marcus lærer Max at spille computer
6. januar: Så er det endelig dagen hvor vi får noget mere at vide om bilordningen (billede viser papirer - er visket ud her da de indeholder personlige oplysninger)
7. januar: Marcus laver aftensmad
8. januar: Michelle og Max laver aftensmad sammen
9. januar: Efter en tur på kælkebakken er der friskbagte boller. Uhm!
10. januar: Vi er i Kolding og prøve forskellige biler. Bliver det mon denne Citroën vi vælger?


11. januar: Max og Mor arbejder ved hver sin computer!
12. januar: Det er koldt. Så koldt at vi har istapper både fra taget og fra vores lille træ
13. januar: Aftensmad hos Familien Husted. Hurra for selvudløser!
14. januar: Max indskrives på Kongsbjergskolen
15. januar: Vi er på vej til Rom!
16. januar: Vi er i Rom og betaler så rigeligt for dette billede!
17. januar: Vi ser Paven. Han er godt nok lidt langt væk - men han er der! (se pilen)

tirsdag den 19. januar 2010

Ugens historie - uge 3

Denne gang handler ugens historie om dengang jeg gik på Handelsskole. Det var et vildt år :-)
Posted by Picasa

Jeg har visket ansigter og navne ud på alle undtagen på mig selv (sikke jeg så ud!)

Tekst:
Jeg gik på handelsskole i Ribe et enkelt år (1988/89). Det var et år fyldt med fest og ballade! Vi var i starten af skoleåret på en "ryste-sammen-tur" til et feriecenter ved Vesterhavet. Jeg er ikke helt sikker på at det var særlig sjovt for de øvrige gæster mens vi var der! Og jeg er da slet ikke sikker på at det for lærerne var særlig sjovt at have os med ude på virksomhedsbesøg...!
I løbet af året var der mange fester. Jeg husker især en handelsskolefest som blev holdt i Varde. Så vidt jeg husker var det en sportsdag hvor flere forskellige skoler deltog og hvor der så var en fest om aftenen. Under festen gik jeg på et tidspunkt udenfor og så nogle fyre der var ved at komme op og slås. Jeg tænkte, at det måtte jeg hellere stoppe (eller også tænkte jeg ikke!) så jeg gik hen og lagde mig imellem. Resultat? Uden varsel nikkede den ene fyr mig en skalle!!!
Næste dag var min æse lidt skæv og jeg tog derfor til lægen. Næsen var brækket!
Det var også næste dag at politiet ringede til mig. Jeg kan tydeligt huske at min far kom ind i stuen og fortalte mig, at politiet ville tale med mig. Mens jeg talte med dem slog min far hele tiden højtaleren til mens jeg slog den fra. Han ville selvfølgelig vide hvorfor politiet ville tale med HANS datter!
Det viste sig at fyren, som nikkede mig en skalle, havde været voldelig mod mange flere den aften. Han havde brækket næsen på i hvert fald én mere og havde slået flere i gulvet. Havde jeg dog bare vidst det inden jeg blandede mig!
Det blev behandlet som en voldssag og jeg blev indkaldt som vidne. Det skete imidlertid mere end et år efter, så det var begrænset hvad jeg kunne huske (og det var forøvrigt mens jeg arbejdede ved Jydsk Telefon. Det var MEGET pinligt at skulle bede sin arbejdsgiver om fri fordi jeg skulle møde i retten som vidne i en voldssag!). Da jeg kom til retten var jeg ret nervøs - jeg kunne jo ikke huske noget. Det viste sig da også at ham jeg sad og snakkede med udenfor retten var voldsmanden. Tsk tsk...!!!! Jeg ved ikke hvordan sagen mod ham endte, jeg kan ihvertfald ikke huske det nu.
Min næse havde i nogle år efter sagen en lille "brusk-bule" men den (altså bulen!) er med tiden helt forsvundet. Så jeg har heldigvis ingen synlige tegn på denne oplevelse, og det er i dag blot en sjov historie at tænke tilbage på :-)

Ekstra historie (skrevet rundt i kanten af layoutet):
Nå ja, så var der også klassefesten hos John. Jeg kan huske at vi fik grill-mad. Og jeg kan huske at Ninna og jeg drak Pernod - og så kan jeg ikke huske mere! Jeg vågnede simpelthen op næste dag og anede intet om hvordan jeg var kommet hjem. I løbet af de næste uger fandt jeg ud af at jeg havde mødt forskellige på min vej fra festen og bl.a. siddet bag på en cykel et stykke af vejen. Scary sådan helt at miste hukommelsen! Det samme skete for Ninna. Ingen af os har drukket Pernod siden!!!

mandag den 18. januar 2010

Ugens historie - uge 2

Vi har været i Rom i weekenden. Vi var alle 6 afsted og sikke en skøn tur vi havde. Jeg tog et ton af billeder og skal lige finde ud af hvordan jeg skal scrappe dem - traditionelt, hybrid eller digitalt? Måske som en fotobog? Skal ihvertfald ikke være et for stort og ambitiøst projekt, for så ved jeg at det aldrig bliver færdigt (ligesom de par sommerferie projekter jeg har liggende, ufærdige...!).

Ugens historie handler om vores juleaften 2009:


fotograferet med blitz - beklager, men det er eneste mulighed på denne tid af året!

Tekst:
Juleaften 2009 var der 3 mandler i vores ris ala mande. Årsag: Et lille juletræ var en del af bordpynten, og det ville jo se skørt ud med kun én gave under træet!!!
Jeg fandt ret hurtigt en mandel, som jeg gemte i min serviet. Kort tid efter havde også Mikkel & Michelle fundet en mandel. Pludselig havde Max også fundet én... Hm - så var vi oppe på 4 mandler. Hvorfor mon der pludselig var en ekstra mandel i? Havde det mon noget at gøre med Morfar, som var mistænkelig tæt på Max' tallerken med en ske, efter han havde været en tur i køkkenet?!!!

lørdag den 9. januar 2010

Projekt 365 - uge 53

Her kommer det første digitale layout i serien "projekt 365" - her er det billeder fra uge 53 (de 3 dage i ugen som hører til 2010).



1. januar: Drengene hopper ind i det nye år. Michelle er i Kolding...
2. januar: Max er til kommunemesterskab i Kolding (foto taget med mobil)
3. januar: Star Wars krig i frugtskålen

fredag den 8. januar 2010

Ugens historie - uge 1

Her er så ugens historie. Lavet hos Charlotte i tirsdags - så indtil videre opfylder jeg mit nytårsønske. Så langt, så godt!

Jeg har også en tanke om i år at være med i project 365. Dvs. tage et billede hver dag, hele året. Jeg ved ikke om jeg kommer til at fuldføre, men indtil videre har jeg da fået taget billeder hver dag. Så langt, så godt! Jeg har en idé om at lave digitale layouts med billederne, og så tilsidst få printet en årsbog. Meeen - lad os nu se... jeg har endnu ikke styr på at arbejde i Photoshop Elements, så det er en stor udfordring jeg giver mig selv - jeg må se om tiden kommer til at række til det :-)

Ugens historie, værs'go:


skitse fundet hos Scrapsisters - lavet af Slipsager. Tak!

Tekst:
Marcus begyndte i efteråret at spille badminton. Al sport fanger jo ham, så dette var bare endnu en god udfordring for ham, selvom han også stadig spiller både golf og fodbold. Jo mere sport, jo bedre!!!

Badmintonklubben i Lunderskov er vokset voldsomt de sidste par år. Jeg ved ikke hvor mange medlemmer der er, men jeg ved at antallet er mangedoblet, og at der i vores hal slet ikke er baner nok til deres træning (får vi mon snart en ekstra hal?!).

Dette er ikke mindst takket været en formand som har nogle stærke visioner for klubben. Der arrangeres ture for spillere og familie (sidste år var de på Bornholm) og til stævnerne i Lunderskov er der både sørget for sund mand og net-café i hallen.

Det lyder som små ting, men det gør en kæmpe forskel og gør at klubben fremstår meget professionel. Facinerende - og inspirerende for de øvrige klubber i byen!

Allerede kort tid efter Marcus startede var han til sit første stævne. Han spillede double med Anders, og det var simpelthen så hyggeligt at sidde sammen med Ninna & Kristian og se vores drenge spille sammen.

Billederne er fra deres 2. stævne sammen. Det var i Gesten mellem jul og nytår 2009.

De vandt sølv - godt gået, drenge!

søndag den 3. januar 2010

Ugens historie - uge 53 (og genåbning af min blog!)

Jeg har besluttet at genåbne min blog. Den har ellers været lukket ned de sidste mange måneder, fordi jeg ikke rigtig havde hverken tid eller lyst til at holde den opdateret.

Men nu har jeg lavet et nytårsønske for mig selv - et ønske om at få taget hul på scrapbooking igen, og ikke kun lave kort. Jeg har derfor besluttet, at jeg hver tirsdag (når jeg scrapper med mafiaen) vil lave et layout. Eller rettet en historie.... Et indlæg fra Ali Edwards (læs her) mindede mig nemlig om, hvorfor det var at jeg i sin tid blev fanget af scrapbooking. Det var ikke for at lave noget flot, kreativt eller andet. Nej det var for at fortælle historierne...

Derfor:

Velkommen til ugens historie!



Billedtekst 1:
Skum flyttet fra badekarret og over i håndvasken...

Billedtekst 2:
Badekarrets bund tjekkes grundigt...

Layout tekst:
Lige for tiden kører Max' fantasi i højeste gear. Her til aften ville han ikke gå i karbad før jeg havde fjernet skummet... for hvis nu der gemte sig en haj eller en krokodille nedenunder!!

Ugen op til jul ville han ikke sove i sin egen seng. Han var simpelthen bange for nissen, som jo kommer hos os den 23. december for at spise den risengrød, vi har stillet på loftet.

Han går heller ikke selv på toilet når det er mørkt. Man ved jo aldrig... Og hvis han endelig vover sig derud, så råber han imens noget i stil med "JEG ER IKKE BANGE FOR DIG, DU KAN BARE KOMME AN, JEG KAN NEMLIG KARATE, HU-HAAH...".

Og hans største bekymring lige nu er når han begynder at tabe tænder. For så kommer tandfeen jo om natten...

Vi kan ikke lade være med at grine lidt af ham. Også fordi vi ved at det nok skal gå over. Det gjorde det ihvertfald for Michelle, Marcus og Mikkel da de var på samme alder, og også havde en fantasi i højeste gear!!!

2. januar 2010